Visum

Torsdag d. 18. juli var jeg inde på den Amerikanske ambassade for at få lavet mit student visum, som alle udvekslingsstudenter skal have for at kunne gå i skole derovre. Inden jeg tog derover skulle jeg udfylde 100 sider på ambassadens hjemmeside (også kaldet DS-160 form), betale to gebyrer, have taget et pasbillede og vente på at få min DS-2019 fra USA. Det er godt nok noget af det mest besværlige jeg har været igennem!
Anyway, jeg ankom på ambassaden ca. 10.30, selvom min tid først var kl. 10.45. Jeg ville ikke risikere at komme forsent da jeg har hørt de skulle være ret strikse. Ude på gaden stod en dansk vagt med en seddel, som tjekkede ens pas og krydsede en af på listen, så de vidste man var kommet. Derefter stod man i kø for at komme ind til security. Det er nærmest værre end i lufthavnen. Vagterne udenfor bad gentagne gange én om at slukke mobilen, tage alle elektroniske ting frem, selv bilnøgler, høretelefoner og usb-stik. En ad gangen blev man så lukket ind hvor man afleverede sin mobil og fik et nummer så den kunne hentes efter visum interviewet. Derefter var det igennem de der metal detekter ting, som jeg ikke ved hvad hedder og så fik man lov til at komme ind i en ventesal.
Efter at have trukket et nummer, var der ikke andet for end at vente til man blev kaldt op første gang. En sød dansk/engelsk talende pige stod i vindueskarmen og kaldte meget uformelt folk op for at tjekke, at papirerne var i orden for ikke at spilde de andre medarbejderes tid. Anden gang man blev kaldt op var det bare for at aflevere alle papirerne og så var der ellers ventetid igen. Efter 10 minutter var det så fingeraftryk man skulle have taget, og så ventede jeg igen 10-15 før jeg skulle op til skranken for fjerde gang. Her blev jeg bare stillet et hurtigt spørgsmål om hvorfor jeg havde valgt at tage afsted. Jeg svarede, og fik at vide at mit visum ville komme med posten efter nogle dage.
De var rigtig flinke derinde og trods min nervøsiten fik jeg mit visum i hus. Det tog omkring en time fra da jeg ankom til jeg tog afsted, så det var ikke så galt.

Jeg har stadig ikke fået værtsfamilie, så venter virkelig utålmodigt endnu. Det er vildt frustrerende ikke at vide hvornår jeg skal afsted, for ikke at tale om hvor jeg ender. Familie og venner spørger hver eneste gang jeg møder dem, hvilket er ved at blive ret irriterende. Jeg kan heller ikke ligge nogle faste planer, da jeg jo i princippet kan blive bedt om at tage afsted om nogle dage.
Men da der jo er pladsgaranti hos Explorius, behøver jeg ikke bekymrer mig. Jeg skal nok komme afsted (og forhåbenthlig få noget at vide) snart!